Agger er et af de meget besøgte ferieområder i Thy. Det tidligere fiskerleje er beliggende direkte ud til Vesterhavet og med ganske kort afstand til Limfjorden. Naturen ved Agger er rig på liv til vands, til lands og i luften. Derfor er byen også et godt udgangspunkt for vandre- og cykelture langs fjord, klit, skov, eng og sø – eller på Thydelen af Vestkyststien, der i store træk følger redningsvejen mod nord til Skagen. Agger har et aktivt forretningsliv med små hyggelige butikker, lysstøberi, hotel og restauranter/caféer. Der er færgeforbindelse fra Agger Tange til Thyborøn.